det skal blive den 9/3, så jeg kan få lagt mine klamme hånd på den vinylplade med Mikael Simpson, har smuglyttet voldsomt meget til www.mikaelsimpson.dk, og jeg ser med store forventninger frem til at høre pladen på mandag!

 I mellem tiden kigger Juncker på hus i det sjællandske, ved nu at K2 ikke bare er et bjerg, men også noget med løse gulvbrædder og mug. Spændende.

I øvrigt også store hilsner til min PMP-buddy, og tak for en dejlig dag, både ved bordet og i byen!

Hav det rigtig wauuwww!

At skrive den der tekst som alle gider at læse? At skrive i uautoriseret regi, som fx blogging, er i virkeligheden en underlig ting (min påstand). Jeg kunne sidde her og hælde det ene guldkorn efter det andet udover webben, uden at nogen overhovedet ville lægge mærke til det. Er det ikke morsomt?

Tro mig, jeg har haft blogs online, hvor det kun var mig selv der "læste" med online, og det er selvfølgelig meget sjovt i starten, og man tænker at "jeg skal da nok nå de der 100.000 hits dagligt". Haha!... Ongobongo siger jeg bare.

Minder mig om mine yngre dage (hør ham lige..), hvor jeg sad og puslede med computermusik og digte. Uden dog at blande nogen af delene særlig meget sammen, men jeg fik dog komponeret (for at overdrive) noget musik, jeg selv i dag, kan holde ud at høre på. Men, nogen gange spekulerer jeg over om der sidder flere der ude der sys, at min musik er evig grøn. Lige som jeg selv har mine små favoritter. Jeg sys i hvert tilfælde at det er en sjov tanke...

Men, hvor fører det hen alt det her?

Jeg har besluttet mig for, at sætte tænderne lidt mere seriøst i skriveriet, end disse ekspressioner online, hvad det ender med, ved jeg virkelig ikke. :-)

Jeg har dog en god coach, som jeg agter at tage med på råd, få vejledning og åndelig guidance af - så vogt jer derude! :-)

 PBS

--

J

Guderne skal vide at jeg virkelig prøver, hver eneste solbeskinnede regnvejrsdag, prøver jeg at få det hele til at gå op i den høje tre-enighed: Kæreste, køter og karet. Og, jeg gør mig tanker om hvordan det vil være at flytte på landet, og rende rundt med en murske i hånden, mens man fløjter Skærsliberens Forårssang, og bla bla bla...

 Ikke for det, det bliver da en udfordring for det gode, og med Hende ved sin side, skal Juncker nok klare alle udfordringerne. Men, det er de små ændringer i hverdagen, der ændrer dig.

 Juncker spekulerer allerede på hvordan den ydre husholdning mon spænder af? Juncker med værktøjsbælte og skruemaskine, og her er Juncker med skuffejernet, Juncker med..... en Leffe i hånden, lallende rundt på sin egen mark, fløjtende Marken er Mejet. Hehe...

 Men, hvor skal Juncker bygge og bo? Juncker føler sig så hamrende 40-årig når han sidder og klikker rundt de hersens bolig-webs. Juncker kender ikke forskel på brutto og netto (og angrer ej heller intet der ved) Jeg er sikker på at der render nogle voksne mennesker rundt der ude, der kan fortælle mig om jeg har råd til huset eller ej.

Men, ikke nok med det, en ting er for Fanden at sidde i hytten, en anden ting er så at have råd til den næste Leffe + Caminante. Og, hvad når der måske en gang kommer en Juncker Jnr? Han skal sko at gå på, trommer at slå på og bøger at forstå...

 Kan du se hvor jeg vil hen? Jeg er en gut på 30, der nægter at blive voksen, siger fra over for det faktum at der er 32 nuancer af hvid, men med 34 grunde til at gøre noget ved det...

Begrebet tid er en sjov fætter, her har jeg siddet den sidste halve time, og forsøgt at hitte rede i en urskov af tanker. Og, den eneste intro jeg kan køre i den forbindelse, er det faktum, at den tid der er gået godt, ikke kommer skidt igen. Eller med andre ord, den tid man har brugt på at tænke, bruger man ikke på druk og sex på det andet skema. Og, det er jo i og for sig meget godt, men hvis man som jeg har ganske afslappet forhold til alkohol og nært samkvem (fremfor vodka og hor, kunne man også sige..)

Jeg er begyndt at drikke the, riste kryddere på brødristeren og fyre gevaldigt op med stearinlys igen. På en måde bliver mange ting totalt nemmere når det bliver vinter og mørkt (og hurra for det..). Man sparer tid (et for mig, i grunden latterligt udtryk, men det trillede bare ud af fingerspidserne på mig. For hvad sparer man i grunden op til?)

Nej, man sparer tid ved det, at det er mørkt ved arbejdstid og ved fritid. Det vil sige jeg ikke skal have dårlig samvittighed, over ikke at tosse rundt inde i city ved høj eftermiddagssol. Det er faktisk helt legitimt bare, at tosse hjem til hybelen, smide benene op, og skænke en kop kogt vand med udtræk af urter. Og, det er sgu noget af det bedste undertegnede ved...

Jeg har siddet og kigget i gamle mails., og tænkt på Misse Møhge, som sikkert også bladrede i gamle postkort. Mine mails handler om arbejde, handler de ord jeg taster lige nu, handler om de ord der kommer fremtiden. Men, basically er gamle mails vel bare ord, der haft deres betydning, i den sammenhæng de nu havde filtret sig ind i livets spind. Der er mange sjove mails, og bloggen har lært mig om nye mennesker, om nye meninger. Men, der er også de mindre sjove, både dem andre har skrevet, og dem jeg selv har skrevet. Dertil ligger der meget forpligtigelse, og svigt gemt i hele min  stabel, af små elektroniske konvolutter. Mennesker jeg har brændt af på mailen, fordi mit sind fortalte mig der ikke var tid til det hele, ind i mellem at man sad på café, drak sig fuld og gjorde hvad Fanden ved jeg... Men, nu er Facebook jo heldigvis kommet, så nu kan jeg slippe den elektroniske stalker fri, jeg kan straks se det på min side, hvis min lillebrors hund er blevet klippet, eller jeg kan skrive på min egen side, at jeg er arbejde. Og, hvad Fanden rager det i grunden nogen? Jeg indrømmer blankt, jeg er på, jeg har en profil, men der må være grænser for hvad jeg udsætter mit elektroniske netværk for. Hvem bruger i grunden Facen til andet, end at opsnuse gamle kærester, og se hvor langt de er nået på livets spilleplade, i forhold til en selv. Eller måle sig med gamle venners, fjenders, kollegers succes. Eller måske lige feriebilleder...

PSB

/J

Endnu en gang er jeg landet på fødderne. Sidder og lytter til de gamle mestre, tænker på at finde glæden. Den gang jeg kunne skrive ironi og platheder, ind en tekst, som ragede det mig smør40. Nu skal der kæmpes for hvert et ord, og så er det, at kyllingen klatrer tilbage i ægget, og klapper skallen i.

Det er så dejlig nemt at, sige "nej - jeg har ikke lyst i dag". Eller "jeg kan ikke lige i dag, køleskabet skal have skiftet pære og gulerødder. Men, jeg kan også mærke at det stadig klør i fingrene, for at klapre løs i tasterne. Sende tekster med indhold, jeg tror nogen vil kunne lide udover den elektroniske jungle, og se hvad der sker.

 Alligevel er lykkedes, kun at komme op med de absolutte smuler, og forelægge min peninde, med den spidse tanke og den skarpe streg, der gerne ser på alt hvad jeg kommer med. Ironisk nok kalder hun mig for sin mentor. Men, i grunden, er det jo mig der har behov hjælp med, at hælde det digitale blæk udover siderne, mens jeg sidder og bæller the.

Jeg kan godt mærke at jeg svælger mig i ungdoms-fnidder, afmagt og frygt for alt hvad jeg kommer i nærheden af, når jeg strander på øen Usikkerhed, hvor jeg slår lejr pt. Og, det er givetvis også noget jeg har skrevet før, og stensikkert kommer til at skrive igen. Men:

Jeg har tænkt meget over livet, tænkt på Facebook, tænk på Barolo og Irish Coffee. Livet jeg havde for 10 år siden. Hvad blev der mon af Victoria fra Roskilde, der læste på RUC? Hvad blev der af Frede fra Skanderborg? Hvad blev der af mig, der flyttede fra provinsen til København, og troede at det ville revolutionere mit sind forever?

Jeg har fundet Victoria på Facebook, men er pissebange for at skrive til hende, fordi jeg i sidste ende behandlede hende så respektløst, at jeg næsten ikke vil være det bekendt. Jeg gemmer mig bag, at vores venskab voksede fra hinanden, og at jeg blev mere og mere interesseret i at mure mig inde, bag en mur som Pink ikke kunne have bygget bedre. Murer bliver bygget af mange grunde, bare spørg i Berlin eller på Nørrebrogade. Jeg er på vej ud under muren i denne tid, og bolden ligger stadig på min banehalvdel, som den har gjort så mange gange før. Min taktik har altid været ultra-defensiv 6-3-1, lad bolden ligge. Måske kommer der en mand, og kridter banen op på ny, og så er bolden på modsatte halvdel. Måske får vi regn og rusk, der sender bolden på himmelfart, og så er problemet atter løst. Men, der er ingen der sætter streger på min banehalvdel, mit sidste håb, er at stregerne forsvinder, og vand, vin og whisky – men jeg vil ikke længere sætte penge på projektet. Enden på det hele bliver, måske, at jeg vælter min mur og losser bolden af Helvedes til.